4/19/16

JULIE NIELSDOTTER INITIAL BRACELET


Hvis i mangler en gave til en søster, kæreste, mor eller en helt fjerde person, kan jeg virkelig anbefale det overstående armbånd fra Julie Nielsdotter! Da min mor i forrige weekend havde fødselsdag, gik min bror og jeg sammen om at købe hende armbåndet, og hun blev simpelthen så glad og rørt til tårer over det. Selve armbåndet er i sig selv smukt og i et tidsløst design, samtidig med at initiallåsen gør det virkelig personligt. 

4/18/16

CROWFORD AND GLO-BALL W1

Selvom det er mindre end et år siden vi købte vores sofa, er jeg desværre allerede ved at være lidt træt af den. Den er stadig super fin, men det lyse stof er virkelig ikke optimalt, og sofaen bliver så let nusset og plettet. Overstående sofa fra Ilse Crowford er grundet prisen et drømmeønske, men en skønne dag kunne jeg godt se den flytte ind i lejligheden! Jeg elsker det overdækkede velour, især på benene, samt det boksede look med høj ryg og armlæn, hvilket gør sofaen så hyggelig og indbydende. 

.. Og så til et andet køb der ikke er helt så urealistisk: Flos væg/loftlampen! Henover de sene aftentimer, bliver der i lejligheden nærmest helt mørktslagt grundet dårlig belysning. Vi har længe snakket om at få noget lys op, men har ikke rigtig kunnet finde noget som vi begge synes om. Da vi så tilfældigt fandt overstående lampe fra Flos, klikkede vi straks to stk. hjem. Jeg har læst så meget godt om dem, så glæder mig virkelig til at få dem hængt op i vores stue! 

4/13/16

ICELAND GUIDE

I forlængelse med mit indlæg TRAVEL VLOG, vil jeg gerne dele vores "program" fra turen til Island. Vi var kun afsted i fire dage, hvilket slet ikke var nok!

Dag 1 vi ankom til Keflavik omkring kl. 15, hvor vi hentede vores lejede bil og kørte hen til hotellet. Derfra kørte vi hen til Reykjavik centrum, hvor vi gik byen rundt og blandt andet besøgte kirken og operahuset, og fik lækker aftensmad. Tip: Det kan virkelig anbefales at leje en bil på Island! Vejene er fine, og slet ikke trafikeret i forhold til f.eks. Århus eller København. Derudover kan man selv bestemme hvor man vil hen og hvornår + kan man spare lidt penge, da turistbusserne er ret dyre og overbemandet.  



Dag 2 kørte vi tidligt, da vi skulle ud på en længere tur. Planen var oprindeligt, at vi skulle besøge Jökulsárlón, som ifølge Google maps skulle ligge 4 timer og 20 minutter væk fra Reykjavik. Dog havde vi ikke taget højde for, at dele af ruten derud ville være dækket med sne, og vores bil kunne sætte sig fast (hvilket den gjorde...). Derfor kortede vi turen, og tog istedet ud til Vík (GPS COORDINATES: 63° 24 07.2N / 19° 02 27.5Wsom er en helt sort vulkanstrand, og The Airplane Wrack (GPS COORDINATES: 63°459’523N / 19°364’618W) som er et styrtet fly ude i no-mans land. Til sidst kørte i ud til Skógafoss(GPS COORDINATES: 63°31′47″N 19°30′50″W) som er det smukkeste vandfald jeg nogensinde har set! 




Dag 3 tog vi på den populære (og meget turistet) Golden Circle tur, hvor vi besøgte Strokkur Geyser (GPS COORDINATES: 64°18′47″N 20°18′2″W), Thingvellir National Park (GPS COORDINATES: 64° 15′ 29″ N, 21° 07′ 30″ V) og Gullfoss (GPS COORDINATES: 64°19′34″N 20°07′16″V). Turen er i sig selv rigtig fin, og jeg kan godt forstå, hvorfor mange vælger at tage på den. Den tager omkring fire timer, og alle de ting som Island er kendt for (vandfald, nationalpark, geyser) kan ses på én og samme tur. Dog synes jeg, at det ødelægger stemningen lidt, når man sammen med 100 andre skal nyde en naturoplevelse. 

Efter Golden Circle turen kørte vi ud til Reykjadalur ved Hveragerði (GPS COORDINATES: N64° 1' 22.985" W21° 12' 43.779"), som var rejsens højdepunkt! Reykjadalur er et hot spring, som naturligt bliver opvarmet, og som man kan bade i. Jeg havde læst hjemmefra, at det endnu ikke var turistpræget, og at det kun var et spørgsmål om tid, før at ville blive et velkendt sted - og rigtigt nok, vi havde det hele for os selv! Vi tog derud omkring kl. 15, og hiken derop tog os to timer hver vej. I vinterperioden går solen ved ved 18 tiden, så vores tur tilbage var i mørke. Der er flere historier på nettet om, at folk er blevet væk fra hinanden og faret vild, så selvom det var lækkert at kunne bevæge sig rundt alene, var det virkelig også nervepirrende! Lufttemperaturen lå på -20 da vi nåede toppen, mens vandet var over 50 grader varmt. Til at starte med, kunne min krop ikke vende sig til temperaturen, at jeg hellere ville stå i sneen på mine bare tæer, end at gå ned i det varme vand. Derefter (kun iført badedragt) gik jeg længere ned af floden, hvor der kom en lille strøm af iskoldt vand, som temperede vandet til noget som ikke var ulideligt. Selvom det måske lyder lidt vildt, var det det hele værd, og meget mere til. Det var en så fed oplevelse at ligge i det varme vand, mens der er sne og bjerge rundt omkring en!  

På 3. dagen tog vi også ud for at lede efter nordlyst. Det bedste tidspunkt at se nordlyset på er i vinterperioden. Derudover skal det helst være mørkt (så kør så langt væk fra byen som muligt) og skyfrit. Hold desuden øje med denne hjemmeside, som løbende opdaterer med, hvor nordlyset er kraftigst på den pågældende aften. De andre dage tog vi ud for at lede efter de omkring 22-23 tiden, men på dag 3 tog vi først afsted henover midnat, og vi har så heldige, at nordlyset dansede så fint for os! Virkelig den bedste afslutning på dagen!  



Dag 4 var hjemdagen, og da vi først skulle med flyet om eftermiddagen, og dagen forinden havde en ret hård hike, trængte vi bare til at slappe af. Vi stod derfor tidligt op, og tog ud til den Blå Lagune (GPS COORDINATES: 3°52’754N / 22°26’693W), som ligger på vejen mod lufthavnen. Forinden var jeg i tvivl om hvorvidt jeg havde lyst til at tage derud, da det er MEGET turistet (lidt nærmere en svømmehal end en lagune). Men vi tog afsted, og det har jeg bestemt ikke fortrudt! Hvis man ikke kommer i den Blå Lagune, er det ligesom at tage til Paris uden at se Eiffeltårnet - den går jo ikke! Tip: Forudbestil billeterne og kom tidligt! Ved at bestille biletterne online er man sikker på at komme ind, da de på travle dage godt kan have udsolgt. Derudover sparer man både tid og en lille slat penge. Vi var nogle af de første i køen, hvilket vi ikke har fortrudt; der var ingen kø, vi fik et lille hjørne af lagunen for os selv, og vi så den smukkeste solopgang! 



4/1/16

OUTFIT 010416

UNKNWON LEATHERJACKET AND PANTS, MOSS COPENHAGEN BOOTS, RICK OWENS TOP AND SHIRT, RAY BAN GLASSES

På billede nr. 2 kan i se, hvor glad jeg er for, at man endelig kan smide vinterjakken, og gå rundt med solbriller og bare ankler! Jeg købte læderjakken for fem år siden da jeg var på ferie i Paris. Den kostede virkelig ingenting, men jeg er simpelthen så glad for den! Snittet er helt perfekt, og læderet er så kraftigt, at det har holdt til alt slags vejr. 

3/31/16

HOME FOR EASTER

I påskeferien var jeg i Hjørring for at besøge min familie. Jeg fik lækkert mad og gode stunder, virkelig var tiltrængt, eftersom det var længe siden, jeg havde besøgt dem sidst. 

De seneste tre år har jeg været "påskeharen" for min kærestes lillesøster på 6 år, hvilket er blevet lidt af en tradition nu. Det er så hyggeligt, og hun bliver simpelthen så glad hver gang! Da hun var yngre var hun sikker på, at der fandtes en påskeharer, men i år var hun lidt skeptisk - men har endnu ikke heeeeelt fundet ud af at det er mig. 

3/30/16

TRAVEL VLOGS





Hvis der er noget jeg elsker, så er det virkelig at komme ud at rejse! Min rejsepartner (også kaldt min kæreste, haha) og jeg er minimum afsted en gang årligt, og i øjeblikket snakker vi om hvor vi skal hen til sommer. Efter vi har været ude at rejse en del gange sammen, har vi fundet frem til, at vi hovedsageligt er til aktivitetsrejser. Vi holder stadig af en god charter i ny og næ, men vil helst ud og opleve så meget som muligt. Derfor har vi også altid et spækket program når vi er afsted, og skal helst nå flere ting på én dag. Det er primært mig der sørger for planlægningen af rejser, hvilket passer mig mere end perfekt. Jeg elsker at søge rundt på forskellige forums og hjemmesider for at finde de helt rigtige steder! 

Når vi tager på lidt længere rejser, ender det næsten altid ud med en lille video, og to af dem kan i se ovenover! 

3/29/16

NEW IN: BY LASSEN KUBUS


Min far og jeg har opbygget lidt af en tradition, når jeg skal hjem for at besøge mine forældre i Hjørring. Vi skal nemlig stort set altid forbi vores begges favorit møbelhandler, nemlig Haungaard Møbler. Jeg køber oftest ting over nettet, men når skal gøre mig lidt større (og dyre) møbel køb, elsker jeg at tage derud, da man udover at få viden om møblerne, også kan se og mærke dem. Det er blandt andet også i den butik, jeg har købt begge mine Arne Jacobsen jubilæumsstole

Inden påske afholdte de en Instagram konkurrence, og så heldig som jeg nu er, vandt jeg en yderst fin gevinst; nemlig den overstående lysestage! Jeg havde faktisk i forvejen kigget lidt efter den ikoniske lysestagen, men i farven sort, som jeg normalt også ville foretrække. Dog er jeg i dette tilfælde så glad for, at jeg ikke selv måtte vælge! Lysestagen i sort ville drage meget opmærksomhed med de geometriske og markante former, hvor den hvide gør lysestagen mere anonym og tilbageholdende - hvilket står ret godt til de andre hvide overflader, som den står iblandt. Jeg er SÅ glad! 


3/28/16

NEW IN: EAMES LCM


Hvis indretningen bliver lidt for trendbaseret, kan det hurtigt gå hen og blive for ensartet, og kede mit sind lidt. Derfor elsker jeg virkelig at gøre nogle designikoniske køb, som jeg ved kommer til at holde længe. Sådan et køb har jeg netop gjort mig; en ny lænestol fra Eames Vitra! Den passer så fint ind sammen med resten af stuen! Jeg var lidt skeptisk for, om den ville fylde for meget i en ellers lille stue og "ren" indretning, når den skulle stå midt på gulvet - men det synes jeg bestemt ikke at den gør! De blanke overfalder og tynde stålben gør lænestolen let og luftig, hvilket er i en god kontrast til den ellers tunge sofa. Derudover er den sindsyg behagelig at sidde i, hvilket faktisk er lidt overraskende!